Frihed til fællesskab

Vis på kort


I Filmklubben mødes tidligere misbrugere til hygge, snak og en tur i biografen. Filmklubben er en del af
Den Fri – en aktivitet, som støtter netværksskabelse og socialt samvær mellem tidligere misbrugere.

Af Karina Ertmann Krammer, august 2010

Filmklubben mødes en gang om måneden, og denne tirsdag står ’Inception’ på programmet. Det er normalt de frivillige, Sara og Simone, der står for at vælge film. Denne gang har deres valg imidlertid været under kraftig påvirkning af nogle af de mandlige brugere, som gerne ville se Inception. ”Og vi er nemme at påvirke”, siger Sara med et stort smil.

Støtte og rådgivning i øjenhøjde
Det er blandt andet John, der har været med til at bestemme aftenens film. John har brugt Den Fris tilbud gennem de sidste fire år. Han fortæller, at han startede med at komme, fordi han følte sig usikker efter at være kommet ud af sit misbrug. Han var nemlig startet på at studere, men de studerendes fællesskab opstod i høj grad i fredagsbaren. John ønskede ikke at udsætte sig selv for den risiko, der ville ligge i at komme i fredagsbaren, så han følte sig udelukket fra fællesskabet.

Og her kom Den Fri ind i billedet, for de støtter netværksskabelse og socialt samvær mellem tidligere misbrugere. Her er alle på lige fod, for Den Fri er ikke en del af behandlingssystemet. Her kan man i stedet spørge hinanden til råds.

”Der er stor forskel på at tale med en behandler, som har læst om at være misbruger og så en, der har prøvet det selv. Det er to meget forskellige måder at få støtte og rådgivning på”, fortæller John.

Den Fri blev startet af folk med en misbrugsbaggrund, og laver i dag idrætsaktiviteter (badminton, fodbold, klatring og svømning) og sociale aktiviteter (filmklub, brætspilsklub og kunstklub) for tidligere misbrugere.

Ungdommens Røde Kors og Den Fri
I de otte år, som Den Fri har eksisteret, har foreningen været drevet udelukkende af frivillige kræfter. Det er begrænset, hvor meget en forening kan udvikle sig uden ansatte, så nu hvor Den Fri er blevet en del af Ungdommens røde kors, kan mange af de mål, de har forsøgt at opnå, blive realiseret.

Den Fri vil gerne have sit eget værested, hvor brugerne kan mødes og lave mad sammen, se film, spille spil osv. De ønsker en økonomisk og administrativ forankring, så de frivillige kan gøre det, de har lyst til  – nemlig at lave aktiviteter for brugerne. Der kan også blive plads til flere aktiviteter, ture og arrangementer, og Den Fris koncept bliver på længere sigt spredt til Århus, Ålborg og Odense.

Ungdom handler ikke om alder
For Ungdommens Røde Kors handler det om, at der også skal være plads til en lidt tungere målgruppe i Ungdommens Røde Kors. I gennemsnit er brugerne af Den Fri over 30, men som Sara siger: ”Alder handler om, hvor gammel man føler sig”. De fleste af brugerne har været misbrugere i lang tid. Det vil sige, at mange startede, mens de var ret unge, og er gået glip af en stor del af det, som andre unge oplever i de samme år.

Filmklubben fylder te år til december. Sara var med til at starte den op sammen med en veninde fra sit studie. De læser begge film- og medievidenskab, og syntes derfor, det kunne være fedt at starte en filmklub.

”Det kræver sådan set ikke nogen særlige kompetencer at være frivillig. I vores tilfælde er film en fælles interesse, og det mødes vi så om på lige fod med brugerne”, fortæller Sara.

Hvis filmen ikke slutter for sent, så mødes deltagerne ofte uden for biografen og taler om filmen, og denne aften er der i hvert fald masser at tale om.

Læs mere om Den Fri.

Denne artikel er tagget med:

Fodbold, fest og frivillige

Ungdommens Røde Kors fik fantastisk eksponering, da den nye havnefront i Aalborg blev indviet. Havnen var omdannet til et aktivitetsmekka af musik, konkurrencer og mulighed for at prøve diverse aktiviteter. Næsten 3000 mennesker festede sig gennem den første udgave at ”Sport in progress”.

Læs mere her

Dobbelt op på blåbær

Ungdommens Røde Kors' madklub i Århus giver børn i lokalområdet mulighed for at lave aktiviteter med fokus på sundhed. Brugerne af madklubben får en forståelse for vigtigheden i at lave mad i fællesskab og lærer at lave sund og ekstremt lækker mad.

Læs mere her

Lever, lasagne og legeland

”Jeg må godt drikke hele min slush ice, selvom jeg er i madklub, for det giver energi til at lege fangeleg og hoppe på trampolin”, fortæller Samira fra 3. klasse. Hun er til sommerafslutning med Ungdommens Røde Kors' madklub i Esbjerg.

Læs mere her

Ungdommens Røde Kors hitter hos unge

Dobbelt så mange unge er lektiehjælpere og legevenner end for tre år siden. De store velgørenhedsorganisationer har succes med nye hvervestrategier.

Læs mere her

Fra solo til sammenhold

Er det nok at sætte et rødt metalkors fast på trøjen, når den indre URK’er skal findes frem? En nyudnævnt ambassadør for Ungdommens Røde Kors giver sit bud på, hvad det er, der skaber URK-gejsten.

Læs mere her

Landsmøde 2010 set med en Lovecallers øjne

Frivillige såvel som ansatte i Ungdommens Røde Kors var med til et rigtig fedt Landsmøde 2010. Det nye phonerhold, Lovecallers, var også med, for at de kunne se, hvordan den demokratiske proces i organisationen fungerer i praksis.

Læs mere her