Fra træsko til tylskørt
”Jeg troede ikke, der var så mange, og det var så stort her på Kongelejren. Da jeg kom, så tænkte jeg: Hold da kæft, nej det kan nok ikke være her.”
Af Edyta Marta Gawron, august 2011
Theis står i vandkanten i et par neonfarvede badebukser. Han råber til sine nye venner, men vinden er så kraftig, at den sluger ordene og gør det svært at høre noget. Fire drenge forsøger ivrigt at få en tømmerflåde i vandet, som de netop har bygget af blå plastiktønder, træ og reb. Efter lidt kamp lykkes det, og der breder sig et grin henover Theis’ ansigt, mens han fægter med arme og ben i et forsøg på at styre tømmerflåden og hoppe om kap med bølgerne.
Det er onsdag på Kongelejren, og formiddagen på stranden har ikke meget til fælles med de første dage, hvor Theis slentrede rundt for sig selv på gårdspladsen med hænderne i lommen, mens han kiggede ned på sine sorte træsko, som skiftevis sparkede gruset væk under ham.
Gak, løjer og sommerland
”Om sommeren sidder jeg nogen gange sammen med min nabo og spiser chips og ser julekalender. Men hvis jeg ikke var her på Kongelejren, ville jeg nok bare kede mig og spille playstation.”
Men i dag spiller Theis ikke playstation. Han er netop vendt hjem fra hikingtur, hvor han er blevet rystet godt sammen med børn og frivillige hjælpere.
”Jeg var bange for, at der var mange mobberier og sådan noget, men det var der slet ikke. Da jeg ikke kunne sove en aften, spurgte jeg Martin, om han heller ikke kunne sove og efter det, var vi perlegode venner. I starten var jeg lidt forvirret, men så gik det over,” fortæller Theis.
Dagen efter går turen til Sommerland Sjælland, en tur som synes at sætte det endelige punktum for Theis’ forvandling. Da bussen ankommer til sommerlandet, spørger Theis en hjælper fra hans gruppe, om hun ikke vil følges med ham rundt. Men efter kort tid står hjælperen alene tilbage – efterladt til fordel for nye legekammerater.
I sommerland køber Theis en harmonika, et pruttetoilet og en kikkert. Han bruger lang tid inde i souvenirbutikken og overvejer nøje, hvad han skal købe. Han har 70 kroner. Da vi kommer hjem, viser Theis pruttetoilettet frem.
Børn og hjælpere rynker på næsen, mens Theis laver kunstige pruttelyde, idet de går forbi. En dreng kigger skævt på ham, hvorefter Theis knækker sammen i et grin, der får den turkisblå bøjle til at gøre sin entre, på tværs af det fregnede drengeansigt. ”Så du det, så du det!!,” råber han.
Når tvivlen kommer en til gode
Da Theis først ankommer til Kongelejren, ser det dog knap så muntert ud. Han står med hænderne i lommerne og forsøger at blinke den væske væk, som har samlet sig i øjenkrogen, mens han fortæller, at han savner ”de gamle”, som Theis kalder sine forældre derhjemme. Han taler ikke med nogen af de andre børn, men bruger i stedet den første aften på at skrive et brev til sin mor. Theis er i tvivl, om Kongelejren er noget for ham og fortæller, at han godt kan blive forvirret, når der sker for meget omkring ham:
”Jeg er ikke så vild med mange mennesker. Engang var jeg en tur i København, men blev meget træt af alle de mennesker og ret forvirret. Jeg var også meget i tvivl, om jeg skulle med på Kongelejren, da jeg først fik tilbuddet, og jeg havde brug for et par dage til at tænke.”
Theis har svært ved at ryste hjemveen af sig, men da han først finder sig til rette på Kongelejren, er han næsten ikke til at kende. Iført tylskørt og ansigtsmaling kommer en udklædt Theis spænende tværs over spisesalen, da det er blevet tid til, at de store børn skal arrangere underholdning for de små.
Skal vi allerede hjem?
Det er sidste aften på Kongelejren, og Theis tæller krydsene på det kort, som han har hængende i en snor om halsen. Kortet afslører, at han har en børnedrink og en candyfloss tilbage, som han kan indløse, inden aftenens fest snart er forbi.
Musikken lyder fra højtalerne, og ude i forteltet står børn linet op i en lang kø - parate til at slynge kroppen bagover i takt med limborytmerne. Theis har glemt alt om de første dage på Kongelejren og spilder ikke længere tiden med at slentre rundt på gårdspladsen og kigge ned i jorden.
Han spørger en af hjælperne, om de ikke kan være på Kongelejren en uge til, men det skuffende svar lyder, at børnene skal hjem om lørdagen. Theis fastslår, at han i det mindste håber, at de først skal hjem lørdag aften.
Læs mere om Kongelejren
Læs mere om vores ferielejre










