Et samarbejde med fordele

Vis på kort

Kvindegruppen og Børnegruppen er to sammenhængende projekter, der er opstået gennem et samarbejde mellem Dansk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors i Odense. Det er et samarbejde, som gør det fælles projekt helt unikt.

Af Karina Ertmann Krammer, november 2009

Det er meget forskelligt, hvor mange børn, der dukker op hos Børnegruppen i Odense. Nogle gange er der 3, andre gange er der 20. Det samme gælder for Kvindegruppen. Kvindegruppen er en Dansk Røde Kors-aktivitet, der henvender sig til fraskilte kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Børnegruppen er en Ungdommens Røde Kors-aktivitet for kvindernes børn. Selvom det er to forskellige aktiviteter under to forskellige organisationer, så hænger det hele sammen.

Denne søndag mødes alle i lokalerne under Dansk Røde Kors’ genbrugsbutik på Vesterbro i Odense. Normalt er Kvindegruppen og Børnegruppen hver for sig, men i dag skal der være fest!

Det er tydeligt, at børnene hygger sig med de frivillige fra Ungdommens Røde Kors, og de ænser knap nok, at deres mødre går lidt længere ned ad gaden til frivilligcenteret for at gøre maden klar. For det meste tager Børnegruppen ud af huset eller leger udenfor. Men i dag har børnene fint tøj på, så de bruger i stedet tiden på at spille spil indendørs. Efter en times tid går børnene og de frivillige fra Ungdommens Røde Kors også ned i frivilligcenteret, hvor kvinderne har lavet lækker mad.

Det sociale netværk i centrum
Ifølge Hilda Ravn, som er frivillig i Kvindegruppen, så er muligheden for at skabe et socialt netværk for kvinderne i centrum for aktiviteten. Det sociale netværk skal også hjælpe kvinderne til at blive bedre til det danske sprog og få et øget kendskab til dansk kultur, og de forventninger, der ligger til den enkelte i det danske samfund. Kvinderne skal med andre ord ud og bruge sig selv og sproget. Kvindegruppen er medvirkende til, at kvinderne får tillid til sig selv og det omgivende samfund. Kvindegruppen tager udgangspunkt i kvindernes behov, og møder dem, der hvor de er. I kvindegruppen laver man aktiviteter lige fra foredrag om ernæring og sundhed til makeup-kurser.

De samme formål går igen i Børnegruppen, hvor leg og hygge går hånd i hånd med at præsentere børnene for dansk kultur og danske skikke, som for eksempel jul og fastelavn. ”Børnene er meget interesserede i at høre om det”, fortæller Annika, som er frivillig i Ungdommens Røde Kors.

Nogle få gange om året er grupperne slået sammen. Det sker, som i dag, når de holder efter-Ramadanen-fest, og når de tager på feriekoloni sammen om sommeren.

Et unikt samarbejde
Hilda Ravn fortæller, at aktiviteten blev startet op i 2006 efter initiativ fra Dansk Røde Kors, som med det samme så en fordel i at inddrage Ungdommens Røde Kors. Ifølge Hilda ville projektet slet ikke være muligt uden Ungdommens Røde Kors, da der nogle dage kommer rigtig mange børn. Cindy Frederiksen, som har været med på projektet for Ungdommens Røde Kors fra start, supplerer med at fortælle, at kvinderne faktisk har mange andre tilbud, de kan bruge i kommunen, men Røde Kors projektet er så populært netop på grund af samarbejdet mellem Dansk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors. ”Det er et unikt tilbud, fordi børnene kan være med. Derfor er det populært”, siger Cindy. Andre steder foregår aktiviteterne uden børn, og det kan ofte være svært for kvinderne at få passet børnene. Cindy fortæller videre, at aktiviteten er et frirum for kvinderne, da de har børnene det meste af tiden.

Der er gang i den, når de to grupper er samlet. Der er op mod 20 børn, der løber rundt og leger i frivilligcenteret, mens de voksne enten vasker op efter maden, gør klar til kaffe eller sidder rundt omkring og snakker. I dag har en af kvinderne fødselsdag, og det bliver fejret med tre forskellige slags kage og fødselsdagssang på både dansk, engelsk og arabisk.

Cindy Frederiksen, der også er formand for Ungdommens Røde Kors Odense, fortæller, at hun meget gerne vil samarbejde med Dansk Røde Kors på andre områder i Odense. I øjeblikket er forskellige projekter på tegnebrættet som mulige fremtidige samarbejdsområder. I hvert fald er samarbejdet mellem Kvindegruppen og Børnegruppen et godt eksempel på, at der i samarbejdet kan opstå muligheder, som kommer brugerne til gode og gør aktiviteten mere relevant for dem.

Du kan læse mere om URK Odense og DRK Odense.

Denne artikel er tagget med:

Sandra er ét af frivillighedens ansigter

Sandra er en sporty pige der elsker at hænge ud med sine venner. Og så er hun frivillig på mentorprojektet Solskinsunge.

Læs mere her

VEBS - en nærdødsoplevelse

Valbys Ekstraordinære Børneshow samler årligt unge talenter fra alle kanter af Valby. På trods af sin popularitet blandt Valbys børn og unge, har showet haft en usikker fremtid på grund af mangel på frivillige kræfter. Nu arbejdes der målrettet på at samle frivillige til at skabe endnu en aften i talenternes tegn.

Læs mere her

ET FRIRUM MERE VÆRD END PENGE OG DIAMANTER

Med Spilopperne får børn på krisecentre et pusterum. Her får de lov til bare at have det sjovt og være børn. To gode timer om ugen.

Læs mere her

Study buddy

Regeringen har som mål, at så mange unge som muligt skal have et liv med uddannelse og job. Men hvordan ser det ud med mulighederne for at uddanne sig, hvis man sidder i et lukket fængsel?

Læs mere her

Kursus hjælper frivillige på rette vej

Hvad gør man, når et barn fortæller, at han bliver slået derhjemme? Hvordan håndterer man en situation med hash, og hvad nu hvis et barn bliver mistænkt for at stjæle? Det var blot nogle af de spørgsmål, som blev diskuteret på Ungdommens Røde Kors’ introkursus for ferielejransøgere i Odense.

Læs mere her

Julehygge på Kongelunden

Hvordan skaber man julehygge for børn, der bor på et asylcenter? Det giver en gruppe frivillige fra Ungdommens Røde Kors opskriften på.

Læs mere her