Et liv på standby

En tredjedel af sit liv har Amani Monsour brugt på at flytte rundt mellem forskellige asylcentre. Men efter fem år i uvished, er der endelig blevet åbnet en dør ud til Danmark og friheden.

Af Julie Elver Hansen, maj 2007

Det var koldt den dag i november Amani Monsour kom til Danmark. Kun 4 grader. Foran gaten blev hun sammen med sin mor og to yngre brødre hentet af to politimænd, som førte dem ind i et lille gråt rum i Kastrup Lufthavn. Modtagelsesrummet for asylansøgere. Væggene var overtegnede med ord fra alle dem, der havde siddet der før den 12-årige pige og hendes familie.

”Jeg tænkte, er det mit nye land? Er det sådan, de modtager os? Det lignede jo et fængsel,” husker Amani Monsour. Hvad, de ikke vidste, var, at der ventede dem fem års ophold på otte forskellige asylcentre rundt om i Danmark, før de endelig fik det blå stempel og beskeden om en godkendt opholdstilladelse.

Som et fængsel
Amani Monsours første hjem i Danmark var et værelse i Sandholmlejren, og det var ikke just, hvad hun havde regnet med: ”Jeg blev helt chokeret, da jeg så, hvor vi skulle bo. Jeg troede, vi skulle bo i et hus ligesom i Libanon. Ikke i et fængsel.”

Når det var spisetid i Sandholm, stillede alle beboerne sig i en lang kø med deres tallerken i hånden. Herefter blev der fra en stor gryde øst en skefuld mad op på hver tallerken. ”Jeg følte mig som en hjemløs, når jeg stod der i køen og ventede på mad. Og det var forfærdelig mad. Jeg holdt op med at spise, fordi jeg ikke kunne lide det, vi fik serveret,” fortæller hun. Hun husker også tydeligt, hvordan voksne mennesker diskret puttede æbler i lommerne for at prøve at smugle dem ud og med op på værelserne. I Sandholm er det nemlig forbudt at tage mad med ud af spisesalen.

Men efter seks dage blev familien flyttet til Arnstrup i Hvalsø ved Roskilde. Amani Monsours far var stadig i Libanon, så hendes mor havde ansvaret for alle tre børn alene i et fremmed land. ”Min mor var meget nervøs hele tiden. Og jeg var ked af det. Jeg havde det rigtig dårligt de første to et halvt år,” siger hun.

Amani Monsours far kom først til Danmark efter halvandet år. De var ikke politiske flygtninge, men rejste hertil med et ønske om at få et arbejde og at børnene kunne få en uddannelse. Men deres liv på asylcenteret var forfærdeligt, og familien endte med at underskrive et brev om, at de gerne ville tilbage til Libanon. ”Vi havde det rigtig dårligt, så vi ville bare gerne tilbage. Men Libanon var imod det. De ville ikke have os tilbage, fordi vi er fra Palæstina. Libanon hader palæstinensere,” forklarer hun.

Men Danmark ville heller ikke vide af familien, så de to lande kæmpede indbyrdes for at slippe for dem. ”Jeg kunne ikke forstå det. Hvad havde vi gjort? Hvorfor gjorde Danmark alt, hvad de kunne, for at komme af med os?” Spørger Amani Monsour. Landenes uenighed betød, at familien var fanget i det danske asylsystem og blev kastet rundt fra center til center.

Forfra igen
”Det værste ved at skulle flytte hele tiden var, at man skulle starte forfra hver gang. Og så at jeg skulle sige farvel til mine venner. Jeg tror, jeg efterhånden har over fyrre på min MSN kontaktliste,” fortæller hun. Og selvom hun kender rigtig mange mennesker, kender hun endnu ingen danskere. ”Jeg kommer ikke så mange steder, hvor der er nogen. Og hvis der er, så er jeg for genert til at gå over til dem. Jeg frygter, at de ikke kan lide os, at de hellere vil have, at vi rejser hjem,” siger hun.

I øjeblikket bor hun med sin familie på Jelling Asylcenter. Her har de boet de sidste otte måneder i en lille toværelses lejlighed. Som sædvanlig deler hun værelse med sine små brødre - det har hun altid gjort. ”Heldigvis har vi to værelser. Vi har boet nogle steder, hvor vi kun har haft et rum, hvor der dårligt nok var plads til vores ejendele,” siger hun.

Amani Monsour bryder sig ikke om at være i lejligheden. Hun forsøger at være alle andre steder end indenfor: ”Mine forældre taler altid om, hvad der skal ske med os i fremtiden. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg bliver så ked af det, at jeg ikke kan lide at være hjemme.”

Hun har heller aldrig haft sit eget værelse, og det står også øverst på ønskelisten, når familien til december flytter til Kolding, hvor de har fået anvist en lejlighed. Og hun glæder sig. For det er svært at få dagene til at gå i asylcenteret: ”Her er ikke noget at lave. Efter skole laver jeg mine lektier, men så er der ellers ikke andet at foretage sig end at se tv. Jeg har kun to veninder her i Jelling. De andre er blevet nødt til at tage tilbage til deres hjemland, fordi de fik afslag på asyl,” beretter hun.

Drømmen om en uddannelse
Den nu 17-årige Amani Monsour går i en såkaldt ’ungeklasse’ på asylcenterets skole. Der går tyve elever i alderen 17 – 23 år, og de er alle på hver deres niveau. Amani Monsour er en af de dygtigste, så hun keder sig tit i timerne: ”Jeg lærer ikke nok. Det holder mig nede, at de andre er langt under mit niveau. Altså, jeg udvikler mig ikke så meget,” fortæller hun fortvivlet. Hun drømmer nemlig om at læse medicin på universitetet engang. Men først skal hun gennemføre en HF-eksamen. ”Jeg tror, det bliver hårdt. Jeg har jo aldrig haft kemi og fysik eller sådan noget. Men det er min drøm at få en uddannelse, så jeg vil kæmpe for det!” siger hun beslutsomt.

Og fremtiden ser meget lysere ud i dag efter fem trængte år på asylcentrene. Den 26. oktober fik familien nemlig endelig opholdstilladelse. ”Jeg kan stadig ikke helt forstå det. I de fem år har det altid været mig, der sagde tillykke til folk, når de fik opholdstilladelse. Men nu er det omvendt. Nu er der folk, der kommer til mig og siger tillykke,” siger hun og smiler.

Amani Monsour glæder sig til at flytte til Kolding, selvom det eneste, hun kender til byen, stammer fra et besøg for længe siden i Kolding Storcenter. ”Det bliver godt. Nu er det kun vores egen vilje, hvis vi vil flytte. Der er ingen, der bestemmer over os mere,” siger hun og fortsætter: ”Min eneste drøm var at få en opholdstilladelse. Nu jeg har den, begynder de andre drømme nok så småt at komme.”