Efter jordskredet

Et jordskred i et østlige Uganda har gjort flere tusinde mennesker hjemløse og flere hundrede er stadig savnet. En af Ungdommens Røde Kors' langtidsfrivillige, Ane, fortæller her om livet i campen.

Af Ane Norup, april 2010

Jeg ankommer til Bulucheke IDP Camp, Mbale Region i det østlige Uganda to uger efter, at et voldsomt jordskred har drevet tusindvis på flugt og dræbt et ukendt antal. Det er lykkedes at grave 99 lig fri af mudderet med mange hundrede savnes stadig.

Cirka 3.500 fordrevne bor i campen, heraf omkring 1000 børn under 5 år, 85 gravide kvinder og 500 unge mennesker. Campens befolkning vokser hver dag, da folk stadig kommer til campen fra de landsbyer, der oplevede jordskredet på nærmeste hånd og også nyfødte kommer til.

Campens beboelsesområde er lidt som en festivalplads: Ligeså mudderet som et vådt år på Roskilde Festival, men langt fra ligeså festligt. Og desværre skal folk bo her længere end en uge og hvis teltet bliver ødelagt, kan de ikke bare efterlade det og tage hjem – dette er nu deres hjem, mens de venter i uvisheden om, hvad der skal ske.

Der er opstillet 54 telte og frivillige fra Ugandisk Røde Kors er i gang med at sætte cirka 20 familietelte op. Efter opsætning af teltene vil folk i campen bliver omplaceret og nyankomne vil få et sted at sove.

Udover telte til beboelse er det opstillet toiletter, det vil sige et hul i jorden med plastic vægge, bade, det vil sige et lille rum med plastic vægge og en health clinic, hvor der udbydes førstehjælp og hvor gravide og andre kan blive undersøgt.

Velkommen til en verden af lave
I løbet af tre uger har 9 børn set dagens lys for første gang i et telt i Bulucheke IDP Camp. Kvinderne henvender sig ikke til health klinikken, men bliver i teltene. Den lokale jordemoder fortæller, at kvinderne hellere vil lide/dø i deres telt, som deres bekendte og familiemedlemmer døde i jordskredet, end de vil komme til klinikken.

Jeg fortæller de gravide, der er mødt op på klinikken, at de skal passe på hinanden og komme til klinikken, hvis de får smerter. Og når de har født, skal de informere Røde Kors, så vi kan udlevere et ”baby kit” til dem.  Kvinderne klapper som tak for hjælpen. Mens jeg forlader klinikken i mudder og regn, beslutter jeg mig for at følge op på den psykosociale indsats i campen, for den er virkelig tiltrængt.

Uddannelse er vejen frem, men hvordan?
Bulucheke Camp har sin egen folkeskole for de yngste elever – primary school. Det er Red Barnet der driver skolen, og da jeg taler med dem cirka 3 uger efter jordskredet, fortæller de, at der er omkring 2000 elever i skolen, men kun omkring 400 af disse bor i campen.

De øvrige elever er fra de omkringliggende landsbyer og fra landsbyer der er i risiko for jordskred. Disse elever kommer til skolen, fordi de har hørt, at der er gratis bøger, og fordi de kommer fra fattige kår.

De ældste elever i campen deltager i undervisningen i de omkringliggende skoler, da der ikke er kapacitet til at drive en secondary school i campen. Flere af disse elever er bekymret for fremtiden. Én fortæller, at hendes far døde af AIDS for flere år siden, så det var hendes onkel, der betalte hendes skolegang, for moderen havde ikke råd. Nu har jordskredet taget onklen, så hvordan kan hun nu fortsætte sin skolegang?

En anden fortæller, at hun er forældreløs efter jordskredet og bor med sine bedsteforældre i campen, men de har ikke penge til at forsørge hende, så hun spørger også, hvad hun kan gøre nu…