Den sidste hjælpende hånd

I mentorprojektet Connect hjælper frivillige fra Ungdommens Røde Kors udsatte kvinder med at komme trygt ind i en sikker og fornuftig tilværelse. Projektet havde en hård opstart i Ungdommens Røde Kors Aarhus, men visheden om, at det hele gav mening, troen på en lysere fremtid og ambitionen om at gøre en forskel holdte sammen på projektet.

Af Anders Hedegård Sørensen, januar 2010

"Da jeg første gang sad og lyttede til de frivillige fortælle om, hvordan de kan mærke, at den hjælp og støtte de giver de unge kvinder, virkelig batter, rejste hårene sig på mine arme. Der blev al tvivl om, hvorvidt vi reelt gør en forskel, vasket væk.“

Armene tilhører Simone, der er frivillig i styregruppen for projektet Connect i URK Århus. Connect er et mentorprojekt, hvor frivillige kvinder hjælper unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Brugerne i Connect har af forskellige årsager et rigtig dårligt forhold til deres familie, og ofte har de helt afbrudt kontakten til familien. De står faktisk typisk i den situation, at de skal flytte til en ny by og opstarte et helt nyt liv. Det er en barsk overgang for kvinderne, som kræver store personlige investeringer fra de frivillige. Trine, en af de mange frivillige i Connect, fortæller:

"Det har været skræmmende at opleve, hvor alene pigerne står, når de har taget beslutningen om at forlade hele deres netværk. Når tiden på krisecenteret er forbi, må de stort set klare sig selv.“

I mentorprojektet Connect har hver kvinde to mentorer tilknyttet sig, som hun skiftevis mødes med i tre timer en gang om ugen. Opgaverne for mentorerne kan spænde lige fra forskellige gøremål forbundet med flytningen til skoleopgaver, madlavning, caféhygge, filmaften og gåture. Mange gange opstår der tætte bånd mellem kvinden og den frivillige. Målet er, at de unge kvinder på sigt kan blive i stand til at løsrive sig fra mentornetværket og begynde at klare sig selv.

Kursen sat, men stor bølgegang
Man kunne fristes til at tro, at udfordringerne med at hjælpe kvinderne ville være mere end rigeligt for de frivillige, men faktisk har styregruppen for Connect haft en mere end svær tid ved roret. Simone boede i sin tid i København, hvor hun var engageret i den københavnske udgave af Connect. Hun valgte at flytte til Århus, hvor hun i starten af 2009 opstartede Connect sammen med Litte og Katrine. I samarbejde med Landsorganisationen for Kvindekrisecentre indledte de arbejdet med at lokalisere de kvinder på krisecentrene, som tilhører deres målgruppe, altså etniske minoriteter i alderen 18-25 år, der kæmper med familievanskeligheder.

Efter kort tid kunne styregruppen og de otte frivillige i Connect glæde sig over at byde deres første bruger velkommen i netværket. Men herfra gik det desværre nedad. På trods af benhårdt arbejde kom der i løbet af foråret ikke nye brugere til netværket. Styregruppen tog konsekvensen og iværksatte i samarbejde med Connect i København en landsdækkende oplysningskampagne rettet mod krisecentrene. Simone fortæller:

"Vi lavede en masse informationsmateriale, som var letlæseligt og overskueligt. Blandt andet en ny pjece om projektet, som medarbejderne kunne give kvinderne. Det sendte vi ud til alle krisecentrene i landet, og efterfølgende ringede vi rundt for at høre, om de havde modtaget materialet, og for at fortælle, at vi stod klar, hvis de havde en ung kvinde boende, som passede ind i projektet og evt. skulle flytte til Aarhus.”

Desværre bar det prisværdige arbejde ikke rigtig frugt og i maj måned kunne styregruppen stadig kun tælle én kvinde, der var kommet ombord på deres skib. Frustrationen var absolut til stede i gruppen, og med blot en enkelt bruger var størstedelen af de otte frivillige i gruppen samtidig forhindret i at komme ud og yde den hjælp, de så gerne ville yde. Simone forklarer:

"Det er klart, at det har været frustrerende at føle, at vi stod med en masse ressourcer i kraft af de frivillige, uden at have et sted at rette de ressourcer hen. I de situationer er det svært at stå som projektleder og forsøge at overbevise de frivillige om, at der snart kommer nogle unge kvinder, som de kan være mentorer for. Vi anede jo ikke, hvornår det ville begynde at gå den rigtige vej.”

Men på intet tidspunkt var troen på projektet i fare. Og hen over sommeren 2009 kom så bruger nummer to. Herfra begyndte tingene at udvikle sig i en ganske fortrinlig retning. Efter et tætpakket efterår har Connect her i starten af 2010 seks unge kvinder fast tilknyttet. Frivilliggruppen tæller hele 15 kvinder, som enten allerede er tildelt en mentorrolle eller som står parate til at engagere sig.

Troen på en lysere fremtid
Projektet har i dén grad haft oddsene imod sig og det har været et hårdt år, men ifølge Simone har det handlet meget om tålmodighed:

"Jeg tror, at tålmodighed har været nøglen for os. Det handler om at acceptere, at mange gange tager det bare tid, selvom man står klar til at hjælpe. Jeg tror, at det er lykkedes os at slå os fast som et seriøst projekt, der yder en konkret støtte til de unge kvinder, som ikke har ret mange andre at vende sig mod."

På samme tid har det betydet meget, at de frivillige aldrig har svigtet projektet. Faktisk er de alle trofast mødt op til møderne. Trine fortæller:

"Den løbende og åbne opdatering af, hvor projektet står, har betydet meget, da jeg i den grad er blevet smittet af det engagement, som pigerne i styregruppen har vist. Man kan mærke, at de brænder for det og Simone, der selv har været frivillig i projektet i København, har kunnet berette om den forskel, projektet gør for målgruppens piger.”

Læs mere om Connect