Alle børn har ret til fællesskab
Den 4. juni blev der fejret Lille Grundlovsdag i Hans Tavsens Park på Nørrebro. Hundredvis af børn var mødt op for at markere deres ret til fællesskab. Ungdommens Røde Kors var én af arrangørerne bag festdagen.
Julie Damgaard, juni 2010.
”Så blev det regn og tordenvejr og Evigglad fik våde tæer, så derfor slog hun bankeslag på sneglehusets lille tag.”
Lyse børnestemmer blander sig med duoen Peter og Brian’s på denne sommerdag, hvor børn og voksne er samlet med det formål at minde de danske politikere og andre aktører om, at der er visse rettigheder, der er essentielle at sætte fokus på, nemlig børnenes. Lille grundlovsdag er de sidste 15 år blevet fejret dagen før grundlovsdag og markerer en helt speciel forfatning nemlig FN’s Konvention om Barnets Rettigheder, der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 1989.
Det gode børneliv i fokus
Børnekonventionen er ikke en lov, men et sæt retningslinjer som en række nationer har underskrevet og derfor skal overholde. Den understreger, at børn har ret til et godt børneliv og skal respekteres som selvstændige personer med politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. For arrangørerne af Lille Grundlovsdag er det ønsket hvert år at betone en relevant artikel i konventionen og dermed forsøge at sikre så optimale opvækstvilkår for danske børn som muligt.
Centralt for årets arrangement er børns ret til fællesskab. Alle skoler og institutioner i København og omegn har derfor modtaget en invitation med ret til leg ad libitum. 37 institutioner har tilmeldt sig, herunder de fire asylcentre Kongelunden, Sandholm, Auderød og Avnstrup og der er alt i alt 861 børn og 114 voksne som er fremmødt til leg i dag. Langt de fleste er børnehavebørn på formiddagstur, men der er også ældre børn på 6-10 år imellem. Målgruppen er imidlertid ikke bare børnene, men i lige så høj grad alle de voksne, der træffer beslutninger på de mindstes vegne, både i stat og kommuner, institutioner og skoler – og i de enkelte hjem.
URK-ambassadør varmer op
Mikkel Kryger fra DR’s SommerSummarum – og ambassadør for URK – varmer op med høje knæløft, og børnene spreder sig herefter ud på forskellige ’stationer’ markeret med flag fra alverdens lande. Der er STOMP med trommespil på plastikbaljer, billedlotteri, borgbold, fællesmaleri og kæmpe-fodbolde og -frisbees, der svæver gennem luften.
De voksnes rolle på dagen er i høj grad at forhindre, at nogen holdes udenfor fællesskabet og at motivere til interaktion både på tværs af aldersgrupper og institutionelle ’klikedannelser’. Under overskriften ’børnevenlig barndom’ bliver der taget godt hånd om alle.
Konceptet omkring ’Børnenes Dag’ har spredt sig til andre steder i landet, hvor der også er tilbagevendende initiativer som for eksempel i Odense med Jens-Peter Madsen som historiefortæller, i Køge hvor byens børn mødes og laver fælles malerier til de enkelte institutioner, i Herning hvor årets børneven kåres, og i Ølstykke hvor der er hoppeborg og ’grundlovstale’ ved Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup.
Politikerne til eksamen i børns rettigheder
Bortset fra Nick Hækkerup, glimrer politikerne i dag med deres fravær. Hvert femte år går den danske regering til eksamen hos FN i børns rettigheder og i den forbindelse udarbejder en række danske børneorganisationer en rapport, som gør status over magthavernes forpligtelser i forhold til Børnekonventionen:
”Vi bryster os af at have et godt samfund og har det på mange måder også, uddyber Peter Hamborg Faarbæk, familiepolitisk konsulent i 3F og medarrangør, men vi har samtidig masser af problemer i forhold til børnene, som Danmark kan og bør gøre mere for. For eksempel problemstillingen med børn og fængsler, som er en af de ting, Danmark bliver kritiseret for. Når de er under 18 år, skal børnene jo faktisk på institutioner sammen med voksne, men det kommer de sjældent.”
Lille Grundlovsdag lakker mod enden da den store brogede børneflok sender 500 balloner i alle farver til vejrs. Børnene betragter dem begejstret imens de samler sig deroppe, som om også de søger fællesskabet. En god slutning på en succesfuld dag, som markerer ønsket om at børnerettigheder snart bliver en langt mere fast bestanddel på den politiske himmel.
Læs mere
Se alle billederne fra Lille Grundlovsdag i Ungdommens Røde Kors' fotoarkiv på flickr.
Læs mere om Ungdommens Røde Kors’ markeringer imod nedsættelsen af den kriminelle lavalder
Læs mere om Ungdommens Røde Kors’ rollespil Børns rettitheder, der oplyser børn og unge om børnekonventionen.










